Stor aktion: Ført væk i DNA-dragter
Fyns Politi assisterede fredag eftermiddag Københavns Vestegns Politi med en anholdelsesaktion i Nyborg
Tre mænd er fredag eftermiddag blevet anholdt i Nyborg i forbindelse med efterforskningen af en sag om frihedsberøvelse af en mand i 50'erne.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Anholdt på parkeringsplads
Mændene blev anholdt på en parkeringsplads i den fynske by.
Ifølge Fyens.dk blev de ført væk i DNA-dragter.
Efterforskningen pågår stadig, lyder det fra politiet, der ikke vil kommentere sagen yderligere.
Tidligere på dagen oplyste Fyns Politi, at man havde været til stede i Nyborg i forbindelse med en politiforretning.
Fyn assisterede
Efterfølgende bekræftede vagtchef Henrik Krøjgaard fra Fyns Politi over for Fyens Stiftstidende, at man havde assisteret en anden politikreds med en anholdelsesaktion.
De tre anholdte ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag ved Retten i Glostrup, skriver Københavns Vestegns Politi.