Bøde: Skal betale 90.000 kroner for Facebook-opslag

Det var ikke tilladt, da en virksomhed lavede opslag på blandt andet Facebook og Youtube. Nu står den til en stor bøde

Udsagn om at et solarie tilbød "skånsom bruningseffekt" og "sund kulør" var vildledende, og nu skal virksomheden Riis A/S Handels- og Ingeniørfirma betale en bøde på 90.000 kroner. 

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. 

Gav forkert indtryk

Her fremgår det, at udsagnene er kommet i opslag på blandt andet Facebook og YouTube, men at virksomheden ikke kan bakke op om de udsagn. 

Der bliver blandt andet lagt vægt på, at der i opslagene er delt videosekvenser med kvinder, der dyrker yoga, og drikker smoothies, hvilket giver det indtryk, at det der sundt at gå i solarie. 

Styrelse fraråder

Samtidig fraråder Sundhedsstyrelsen brug af solarier, da det kan øge risikoen for hud- og mordermærkekræft. 

-  Hvis sundhedsmyndighederne advarer imod et produkt eller en ydelse, er det meget problematisk, hvis en virksomhed giver forbrugerne indtryk af, at det er sundt at bruge produktet eller ydelsen, lyder det fra Forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann i pressemeddelelsen. 

Powered by Labrador CMS