Bortførte børn tilbage hos deres far

Advokat henter børn tilbage til Danmark

Udgivet Opdateret

Fredag er der sket en dramatisk drejning i dramaet om de to børn, der nytårsnat blev bortført til Tyskland fra Gråsten.

De to børn - Klara på 13 og Theodor på 10 - var med deres far, Stephan Hensel (49), ude at se på fyrværkeri, da flere mænd klokken 00.17 nytårsnat overfaldt faderen og bortførte børnene.

Torsdag bekræftede Syd- og Sønderjyllands Politi, at børnene var hos deres mor, steakhouse-dronningen Christina Block (48).

Men fredag har Stephan Hensels advokat hentet børnene retur til Danmark, hvor de er blevet genforenet med deres far, bekræfter Christina Blocks familie over for bild.de.

Kendelse i retten

Block-familien bor i Hamburg, og det var efter en kendelse ved en domstol i den tyske storby, at Stephan Hensels advokat hentede børnene tilbage til deres far, der bor i Danmark.

Her har børnene boet fast  sammen med deres far og en ældre søster på 17 år.

Forud for bortførelsen har Christina Block og Stephan Hensel været i strid om forældremyndigheden over de to børn.

Men lige nu befinder de sig igen i Danmark sammen med deres far.

- Retten har fredag bestemt, at moderen skal overdrage børnene til deres far. Og børnene er allerede blevet genforenet med faderen, siger Dr. Kai Wantzen, der er talsmand for retten, til bild.de. 

Powered by Labrador CMS