Dansk konvertit fire år bag tremmer

Retten på Frederiksberg dømmer 20-årig for at have fremmet Islamisk Stat. Blev anholdt efter tip fra USA

Udgivet Opdateret

Dom for støtte til Islamisk Stat

Bjarke Magnus Thorsen blev dømt for at have støttet Islamisk Stat via Instagram ved at dele materiale og opfordre til angreb.

Retten på Frederiksberg idømte ham 4 års fængsel efter at have overtrådt straffelovens bestemmelser om terror.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En ung mand, der er konverteret til islam, har understøttet Islamisk Stat, fastslår et nævningeting i Retten på Frederiksberg mandag.

Otte gange overtrådte han en bestemmelse i straffeloven om at fremme virksomheden for en organisation, der begår terrorhandlinger. Det skete, da han var aktiv på Instagram, lyder det i en kendelse.

For eksempel foreslog han en anden person at angribe en pride-parade, jøder eller shiamuslimer.

Straffen er fastsat til fængsel i fire år, og adskillige familiemedlemmer til den spinkle 20-årige mand er mødt frem for at følge retshandlingen.

Radikaliseret

De hører rettens konklusion om, at 20-årige Bjarke Magnus Thorsen var radikaliseret og tilhænger af Islamisk Stat, da han på Instagram i løbet af to måneder fra november 2021 til januar 2022 skrev til andre om blandt andet manualer til fremstilling af bomber.

- Det er ikke pjat eller pjank, har anklageren, specialanklager Anders Larsson, sagt i sit indlæg om straffen.

- Det skal straffes hårdt, også selv om man kan få fornemmelse af, at det var en ung mand på afveje, sagde han.

Anklageren bad om fem år, mens forsvareren, advokat Peter Secher, mente, at to år var passende.

Tip fra FBI

Dansk politi gik ind i sagen efter en henvendelse fra det amerikanske forbundspoliti FBI.

Under sagen har den tiltalte nægtet sig skyldig. 

Men retten mener ikke, at hans forklaring om, at han tager afstand fra Islamisk Stats voldelige handlinger, er troværdig.

Osama bin Laden, lederen af al-Qaeda, havde den 20-årige, der erklærer sig som salafist, tidligere sympati for.

Låst i transportbælte

Anholdelsen skete en tidlig morgen i april 2022. På hans værelse i hjemmet i Valby fandt betjente blandt andet et sort IS-flag og et særligt pandebånd med den islamiske trosbekendelse.

Lige siden har han været varetægtsfængslet. 

Hele seks betjente har mandag ført den tiltalte ind i retslokalet. I et såkaldt transportbælte har hans hænder været låst.

Kvinde hulker

En glasvæg deler retslokalet. 

I væggens sprækker presser han sine fingre frem for at hilse på de fremmødte.

En kvinde hulker ved afgørelsen.

Selv om han efterhånden har siddet varetægtsfængslet i 27 måneder og altså allerede har afsonet mere end halvdelen af den idømte straf, skal han blive i sin celle i Vestre Fængsel.

Overvejer anke

Det skyldes hensynet til retsfølelsen, beslutter de juridiske dommere.

Et argument om, at der er risiko for, at han vil gentage lovovertrædelserne, hvis han løslades, afviser dommerne derimod som fængslingsgrund.

Den 20-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landret.

Powered by Labrador CMS