Dansk sag om kidnapning ender i Tyskland

Syd- og Sønderjyllands Politi er ikke længere involveret i sag om bortførelse af børn i Gråsten nytårsaften

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÉ AF ARTIKLEN

To børn på 10 og 13 år blev bortført i Gråsten nytårsaften, mens de så på fyrværkeri med deres far.

Gerningsmændene overfaldt faderen og tvang børnene ind i biler, hvorefter de kørte til Tyskland.

Sagen omhandler en konflikt om forældremyndighed, og børnene opholdt sig hos deres mor i Tyskland, men er nu tilbage i Danmark.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tysk politi har overtaget sagen om bortførelsen af to børn i Gråsten nytårsaften.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Efterlyste vidner

Den danske politikreds efterlyste efter episoden vidner i sagen og har flere gange udtalt sig om den, men fremover vil den altså blive behandlet syd for grænsen.

Det var to børn på 10 og 13 år, der kort efter midnat 1. januar i år blev bortført i Gråsten.

Tvunget ind i bil

Det skete, i forbindelse med at børnene var ude for at se på fyrværkeri sammen med deres far. Flere gerningsmænd overfaldt børnenes far, inden de tvang børnene ind i to biler. Straks efter kørte de til Tyskland.

Sagen relaterede sig til en verserende uenighed mellem børnenes forældre om forældremyndigheden over de to børn, der efterfølgende viste sig at opholde sig hos deres tyske mor i Hamburg, og som i midten af januar vendte tilbage til deres far i Danmark.

Uenighed om forældremyndighed

Medier i Tyskland og Danmark har tidligere omtalt familiens forhold på grund af uenighed mellem forældrene om forældremyndigheden.

I november 2022 blev seks mænd anholdt og sigtet for forsøg på bortførsel af ægteparrets tre børn til Tyskland. I den forbindelse stod moren, Christina Block, frem og beskyldte eksmanden for at have bortført børnene.

Powered by Labrador CMS