Der er lang kø

Skal du forbi her, så skal du væbne dig med tålmodighed

Udgivet Opdateret

Mange danskere er i disse timer på vej hjem fra ferie.

Kombineret med en stor portion tyskere, der skal på ferie i Danmark giver det lang kø ved den dansk-tyske grænse.

Syd- og Sønderjyllands Politi melder lørdag formiddag om 30 minutters kø ved grænseovergangene.

Den heftige ferietrafik kommer dog ikke som en overraskelse.

Allerede før sommerferien meldte Vejdirektoratet ud, at der netop på lørdage i sommerferien mellem klokken 11 og klokken 15, vil være ekstra pres på flere vejstrækninger - herunder grænseovergangen ved den dansk-tyske grænse.

Også i morgen

Det samme gælder søndage.

Så skal du hjem til Danmark i morgen, søndag, så vær opmærksom på, at der forventes større trafikale udfordringer mellem klokken 12 og klokken 16.

Vejdirektoratet anbefaler, at man planlægger sin tur og så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum, og at man desuden holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation, inden man kører ud i sommerlandet.

Powered by Labrador CMS