Disse klamme skadedyr kommer indenfor med julegaverne

Svære at komme af med, når de først er kommet ind i din bolig

Offentliggjort

Skægkræ: En skjult trussel i julepakker

Juletidens mange pakker øger risikoen for at få skægkræ ind i hjemmet, da de ofte gemmer sig i papemballage.

Skægkræ er svære at bekæmpe og kan forårsage skader på boligen, selvom de ikke er farlige for mennesker.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Juletidens mange pakker udgør en risiko for at få skægkræ

Skadedyret skægkræ, der bliver fundet i flere danske boliger, på sygehuse og plejehjem, gemmer sig ofte i papemballage, fordi insekterne der finder både føde i form af cellulose og ly.

Derfor er der i juletiden med ekstra mange forsendelser af pakker også risiko for at få skægkræ med hjem, skriver Ingeniøren.

- Skægkræ er jo ikke et dansk dyr, men de kommer hertil via de globale transportsystemer.

- I og med at den globale transport bare øges i disse år, kommer der også flere og flere af dem i Danmark, siger Nikolaj Scharff, der er professor på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet med speciale i insekter, til Ingeniøren.

I familie med sølvfisk

Insektet skægkræ er en slægtning til sølvfisk, som mange kender fra badeværelsesgulvet.

Skadedyret skægkræ findes i stadigt flere danske hjem og er svære at slippe af med igen, hvis de først er sluppet ind i boligen. Særligt forsendelser fra internettet giver risiko for skægkræ i boligen.

Skægkræ er dog sværere at bekæmpe end sølvfisk og kan findes overalt i boligen, da de ikke har brug for fugtige omgivelser.

Videncenteret Bolius fik i december 2023 lavet en undersøgelse, der viste, at 14 procent af de adspurgte havde haft skægkræ i deres bolig.

Det var en stigning fra otte procent i januar 2022 og blot fire procent i december 2020.

Undersøgelsen viste også, at det især er folk i hovedstadsområdet, der har haft besøg af skægkræ.

- Vi inviterer dem selv indenfor

Meget tyder på, at skægkræ kommer ind i vores hjem via papkasser med varer, der eksempelvis er bestilt over internettet.

Ifølge Videncentret Bolius er det svært at undgå skægkræ i huset, fordi insektet er meget lille, før det er fuldvoksent.

Derfor lyder rådet at åbne pakker med eksempelvis madvarer, tøj, sko og lignende udenfor og derefter putte dem direkte i en papcontainer.

På den måde undgår man at tage emballage, hvor skægkræene kan gemme sig, med ind i sin bolig.

Skægkræet er ikke farligt for mennesker eller dyr, men kan gøre skade på din bolig ved at gnave i eksempelvis bøger, tapet, malerier og lignende.

Powered by Labrador CMS