Døde i fly til Grønland: Havde narko i maven

Politiet advarer om stor risiko for smuglere, der sluger narkotika. 33-årig døde i fly fra Air Greenland

Udgivet Opdateret

Smugling af narko har efter al sandsynlighed kostet en mand livet, da han fløj fra København til Kangerlussuaq i onsdags.

Indpakningen af den narkotika, han havde slugt, var ikke helt tæt, og derfor kunne stoffet trænge ud i mandens krop, fremgår det af en pressemeddelelse fra Grønlands Politi.

Manden var 33 år. 

Da dødsfaldet ikke umiddelbart lod sig forklare, blev liget obduceret. Og her viste det sig, at der ifølge politiet var "store mængder narkotika i mavesækken".

Han er langt fra den eneste, der har forsøgt at bringe narkotika til Grønland ved at skjule det i kroppen.

Den grønlandske østkyst fra luften. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Den grønlandske østkyst fra luften. (Foto: /Ritzau Scanpix)Ida Guldbæk Arentsen

23 sager

I år har politiet indtil nu registreret 23 sager, hvor der var mistanke om smugleri af stof indvortes.

Politiet advarer i pressemeddelelsen "på det kraftigste" om, hvor farligt det er at sluge indpakket narkotika.

Efter den dramatiske hændelse på flyet fra Air Greenland var der tilbud om krisehjælp til de berørte, skriver mediet Sermitsiaq.

Også narkosmuglere med kurs mod København afsløres nogle gange med narko i kroppen.

Powered by Labrador CMS