Dødsulykke: Mand ramt af tog

Politiet ved ikke, hvorfor en mand befandt sig på skinnerne, da han blev påkørt af toget

Offentliggjort Sidst opdateret

En 64-årig mand er afgået ved døden efter en togpåkørsel på Kildekrog Station ved Hornbæk søndag aften.

Det oplyser Lee Skeen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- En mand var ude på skinnerne og blev ramt af toget.

- Vi har ikke ud fra rapporten kunnet klarlægge, præcis hvorfor han befandt sig på skinnerne, andet end at vi ikke mistænker, at der er sket noget kriminelt, siger han.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.10.

Lee Skeen kan ikke oplyse meget mere end det, da politiet ikke har mange oplysninger om episoden.

I forbindelse med påkørslen blev togtrafikken standset, lyder det fra vagtchefen.

- Vi underrettede en undersøgelsesvagt ved Banedanmark, og Havarikommissionen blev også tilkaldt. Desuden har vi lavet nogle undersøgelser ude på stedet, siger han.

Togtrafikken er siden genoptaget.

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

  • Allerød
  • Egedal
  • Fredensborg
  • Frederikssund
  • Furesø
  • Gentofte
  • Gribskov
  • Halsnæs
  • Helsingør
  • Hillerød
  • Hørsholm
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rudersdal

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

Skal undersøges yderligere

Myndighederne skal mandag undersøge hændelsen yderligere, oplyser Lee Skeen.

Mandens pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS