Dødsulykke: Sigtet for spritkørsel

En 27-årig mand nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. Han er onsdag blevet fængslet i fire uger i sagen

Udgivet Opdateret

En 27-årig mand varetægtsfængsles i fire uger for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke sent tirsdag aften.

Det skriver sn.dk.

Ramt af varevogn

Ulykken fandt sted i krydset mellem Roskildevej og Hallands Boulevard i Taastrup.

En 62-årig mand i en sølvgrå bil kørte på Roskildevej og skulle dreje til venstre ad Halland Boulevard, men da han svingede, blev bilen ramt af en hvid varebil. Bag rattet i den bil sad den 27-årige.

Kørte 160 km/t

Manden sigtes for at have været fuld og have kørt alt for hurtigt, da ulykken skete. Ifølge politiet kørte han omkring 160 kilometer i timen ved påkørslen.

I varebilen blev der ifølge sn.dk fundet både tomme og fulde øldåser.

Nægter sig skyldig

Den 27-årige har i retten onsdag nægtet sig skyldig i både spirituskørsel og uagtsomt manddrab. Ifølge regionalmediet henviste hans forsvarer i retten til, at det var den 62-årige, som ikke overholdt sin vigepligt.

Desuden mener han ikke, at han havde en promille over 0,5, der er grænsen for spirituskørsel.

En 27-årig mand er sigtet for at have kørt spritkørsel, da han ramte en grå bil med en 62-årig fører, som døde af sine kvæstelser.
En 27-årig mand er sigtet for at have kørt spritkørsel, da han ramte en grå bil med en 62-årig fører, som døde af sine kvæstelser.

Straffen for at køre med sprit i blodet

Nedenstående gælder for tilfælde, hvor der ikke er sket en ulykke i forbindelse med spritkørslen.

Førstegangstilfælde

Promille mellem 0,5 og 1,2

Du får frakendt kørekortet betinget. Det betyder at du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) inden for 6 måneder for at beholde kørekortet. Dumper du et forsøg, mister du kørekortet, indtil du har bestået begge prøver.
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

Promille mellem 1,2 og 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Du kan vælge at forkorte din frakendelsestid med 1 år mod at køre med alkolås i 2 år. Læs mere om alkolås her
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Promille over 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. Læs mere om alkolås her
Du får 20 dages betinget fængsel
Du får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn
Din bil kan blive konfiskeret
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Gentagelsestilfælde

Hvis du kører spritkørsel flere gange, stiger straffen. Hvad du præcist får i straf, afhænger af promillen, hvor mange gange, du har kørt spritkørsel – samt øvrige omstændigheder.

Du vil få frakendt kørekortet ubetinget i en periode – fx 3 år, 5 år eller længere.
Du får en betinget fængselsdom; hvor længe afhænger af omstændighederne
Du bliver omfattet af alkolåsordningen. Læs om den her.
Du får en bøde.
Din bil kan blive konfiskeret
Betingelserne for at generhverve kørekortet er deltagelse i ANT-kursus og bestået kontrollerende køreprøve.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Powered by Labrador CMS