DR-program afbrudt: Stormer scenen

Politi på scenen i forbindelse med afbrudt debatprogram

Udgivet Opdateret

DR-programmet 'Debatten' med Clement Kjærsgaard i front blev torsdag aften afbrudt i forbindelse med deres udsendelse ved Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Det skriver Ekstra Bladet.

Optrinnet skete under en ophedet samtale mellem SF's formand Pia Olsen Dyhr og Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde om atomkraft.

'Debatten' blev tilsyneladende afbrudt af aktivister torsdag aften.
'Debatten' blev tilsyneladende afbrudt af aktivister torsdag aften.

Pludselig går værten Clement kjersgaard ind i billedet og siger direkte til kameraet:

- Nu er der sket noget, som vi ikke har set før nogensinde i det her program. Det er ..., lød det fra Clement Kjærsgaard inden programmet blev afbrudt. 

Han nåede ikke at sige mere, før han igen forlod kameraet.

DR bekræfter hændelsen over for Ekstra Bladet. Ifølge Alternativet var det klima-aktivister, der stormede scenen.

Opdateret 22.37:

Episoden foregik umiddelbart ganske roligt. 

Der var tale om aktivister, der havde skilte med og bagefter holdt de en tale fra scenen, hvor de talte dunder for klimaet.

I en pressemeddelelse uddyber Extinction Rebellion årsagen bag deres protest.

Klimakrisen bliver fordrejet

- Til Folkemødet er det meningen, at der bliver ført demokratiske samtaler om de store udfordringer, der er i vores samfund.

- Desværre er det mest af alt direktører og politikere, der får ordet. Og klimakrisen bliver fordrejet til en diskussion om, hvilke technofix der kan bringe flest penge i kassen. Derfor tager Extinction Rebellion til Folkemødet og får sat realiteten på dagsordenen, udtaler 20-årige Antonie Hornø Mørch, der deltog i aktionen.

Aktivisterne indtog scenen, mens klimapolitik blev diskuteret.

'Uopdragne møgunger'

Pia Kjærsgaard (DF) er ikke imponeret af aktivisternes opførsel.

- Der er politifolk til stede, hvorfor fjerner de ikke bøllerne? Der blev netop drøftet klimapolitik, et emne der burde interessere klimatosserne?

- Og så lukker DR bare ned for udsendelsen! Uopdragne møgunger, skriver hun på det sociale medier Twitter.

Heller ikke De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilfreds med bevægelsen.

- De unge mennesker mangler simpelthen opdragelse, når de tror, det her er måden, man opfører sig på. Hvor er det pinligt og udemokratisk, skriver han på Twitter.

Foregik i ro og mag

Bornholms Politi oplyser på Twitter, at det hele foregik i ro og mag.

- En gruppe klimaaktivister lavede her til aften en happening under en liveudsendelse fra en af Folkemødets scener. Politiet viste aktivisterne ned fra scenen.

- Det hele foregik stille og roligt, skriver politiet.

Powered by Labrador CMS