Dreng trækker kniv mod buschauffør

Stor dreng forsøger at røve buschauffør

Udgivet

En stor dreng i teenagealderen står til en række sigtelser, hvis Sydøstjyllands Politi får fat i ham efter en alvorlig hændelse onsdag morgen.

Drengen var passager i en bus fra Haderslev til Kolding.

Da bussen gjorde holdt i Mazantigade i Kolding klokken 06.40 onsdag morgen, kom drengen frem mod chaufføren.

I en meget aggressiv tone forsøgte drengen - der har været 15-16 år og pæredansk - at få chaufføren til at udlevere penge.

Det skriver jv.dk.

Trækker kniv

Chaufføren fik gennet drengen ud af bussen.

Men ude af bussen hev den aggressive dreng pludselig en kniv frem og forsøgte at true sig til penge.

Igen fik buschaufføren afværget røveriforsøget, og drengen stak af på en cykel.

Søger vidner

Sydøstjyllands Politi søger vidner til hændelsen eller personer, der kan genkende drengen ud fra buschaufførens signalement.

Han beskrives som 15-16 år gammel.

Han talte dansk og havde dansk udseende.

Han har halvblondt-lyst hår og bar brune briller. Han var iført grå joggingbukser og en grå hættetrøje, skriver jv.dk.

Powered by Labrador CMS