En time til vej-kaos: 150.000 til show

Showet begynder klokken 10

Udgivet Opdateret

Opdatering:

I dag forventes det, at mellem 100.000 og 150.000 vil gæste "Danish Air Show" på Flyvestation Karup i Midtjylland.

Det kommer til at give trafikale udfordringer på vejene. (Se kort nederst i artiklen).

Det oplyser Vejdirektoratet.

Det betyder, at trafikanter skal forberede sig på både omkørsler og forlænget rejsetid på vejene ved Karup og mellem Herning og Viborg.

Hjemmefra i god tid

"Vejnettet vil være under massivt pres", skriver Vejdirektoratet.

- Når så mange mennesker er samlet på ét sted, kan man ikke undgå, at det vil have en effekt på trafikken, og at folk kommer til at køre omveje og holde i kø. Det behøver ikke skabe stor forvirring, for vi har planlagt trafikken ved store begivenheder som ”Danish Air Show” mange gange før. Hvis bare folk hjælper hinanden med at komme bedst muligt frem, så plejer det at gå rigtig godt, siger Søren Carlsen Kjemtrup, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Derfor skal bilister sætte ekstra tid af, når der skal køres i området.

Klokken 10 begynder showet, der kommer til at skabe kaos på vejene omkring Karup. Her fra show i 2014.
Klokken 10 begynder showet, der kommer til at skabe kaos på vejene omkring Karup. Her fra show i 2014.

"Vi garanterer dig en stor oplevelse, når store fly-opvisningshold laver spektakulære formationer og kampfly, helikoptere og transportfly udfører vilde manøvrer i luften og specialoperationsstyrkerne viser, hvilket stof de er gjort af", skriver showet på sin Facebook-side.

Showet begynder klokken10.

RÅD VEDRØRENDE AIRSHOW 2022

For besøgende til ”Danish Air Show”:

Kør i god tid. Trafikken vil være påvirket mellem kl. 05.00 og 22.00, og Vejdirektoratet forventer ekstra rejsetid hele dagen, dog med størst risiko for kødannelser mellem kl. 08.00 og 11.00 og mellem kl. 16.00 og 19.00. Slå navigationen fra og kør efter de gule skilte i området med teksten ”Airshow”.

Søg aktuel trafikinformation, inden du kører hjemmefra, på trafikinfo.dk.

Hold dig orienteret og hør DR P4 Trafik, mens du kører.

Overvej om det er muligt at cykle, da det vil være den hurtigste måde at komme frem på.

For øvrige trafikanter:

Forvent kødannelser i området og sæt ekstra tid af til turen.

Der er størst risiko for kødannelser mellem klokken 08.00 og 11.00 og mellem klokken 16.00 og 19.00. En del af rute 12 ved flyvestationen vil være spærret.

Følg omkørselsruten.

Søg aktuel trafikinformation, inden du kører hjemmefra, på trafikinfo.dk.

Hold dig orienteret og hør DR P4 Trafik, mens du kører.

For trafikanter til Midtjyllands Lufthavn:

Beregn ekstra tid til turen til lufthavnen.

Følg information fra lufthavnen.

For rejsende med den kollektive trafik:

Tjek Rejseplanen og Midttrafiks hjemmeside.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som eventet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Kilde: Vejdirektoratet

Powered by Labrador CMS