Erkender fejl i drabssag

Den formodede drabsmand var på udgang fra Sdr. Omme Statsfængsel

Udgivet Opdateret

En ung mand på 26 år blev stukket ned med kniv i Kolding nytårsnat. 

Den 26-årige Adan Tirow blev fundet hårdt såret efter et voldeligt sammenstød i Kolding Midtby, omkring klokken 5 søndag morgen.

Efterfølgende blev han erklæret død på Kolding Sygehus.

Nu er det kommet frem, at den person, som er sigtet for manddrab i forbindelse med drabet på den 26-årige, afsonede en dom for en tidligere forbrydelse.

Den sigtede er en voldsdømt, der var på udgang fra Sdr. Omme Fængsel. 

Det oplyser flere kilder til Radio4.

Han var bevilliget udgang på tidspunktet for hændelsen, skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Alvorlige fejl

En intern redegørelse i Direktoratet for Kriminalforsorgen peger på, at der er begået alvorlige fejl i den konkrete sagsbehandling omkring den indsatte, hvor vurderinger i sagen ikke er blevet foretaget i overensstemmelse med gældende regler og praksis, lyder det.

Kriminalforsorgen kan af hensyn til tavshedspligten ikke udtale sig i detaljer om de specifikke fejl, men siger i pressemeddelelsen:

"En dybt ulykkelig sag"

"Drabet i Kolding nytårsnat er en dybt ulykkelig sag, som politiet nu efterforsker. Kriminalforsorgen har som offentlig myndighed tavshedspligt, og vi kan derfor ikke udtale os yderligere om den konkrete sag. 

Vi har efter en nærmere gennemgang af sagen konstateret, at der er begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen, der vedrører den indsatte, som nu er sigtet for manddrab".

Statsfængslet ved Sdr. Omme, hvor den sigtede sad fængslet.
Statsfængslet ved Sdr. Omme, hvor den sigtede sad fængslet.
Powered by Labrador CMS