Fængsler dansk IS-kvinde

En 25-årig kvinde, der landede i Danmark fredag med sine tre børn, er blevet varetægtsfængslet

Udgivet Opdateret

En 25-årig kvindelig dansk statsborger, der fredag ankom til Danmark med sine tre børn, varetægtsfængsles frem til 5. januar 2022 - i 25 dage.

Det oplyser anklager Lene Hjorth lørdag aften.

- Kendelsen lyder på, at der er en begrundet mistanke i forhold til den sigtelse, vi har oplyst. Dog kun i perioden frem til 14. maj 2021, siger hun.

Kvinden har lørdag været i grundlovsforhør ved Københavns Dommervagt.

Sigtelsen er efter straffelovens paragraf 114 e, ved at kvinden har tilsluttet sig Islamisk Stat Khorasan (IS-K), en afghansk gren af den militante Islamisk Stat -bevægelse.

Og ved at hun har fremmet den ved sin tilstedeværelse, oplyser anklageren.

Kvinden og børnene landede ifølge Ritzaus oplysninger fredag i København med et fly fra Irans hovedstad, Teheran, hvorefter hun blev anholdt.

Islamisk Stat Khorasan

Her kan du bliver klogere på, hvad Islamisk Stat Khorasan er:

* Islamisk Stat Khorasan dukkede først op i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014 og blev hurtigt kendt for sin ekstreme brutalitet.

* Gruppen er navngivet efter en gammel term for regionen.

* Ifølge flere forskere i militant islamisme i regionen blev gruppen stiftet af flere særligt ekstreme individer fra den pakistanske afdeling af Taliban. Det skete, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker tvang dem til at flygte ind i Afghanistan.

* Lige fra begyndelsen udfordrede gruppen Taliban. Det gjaldt blandt andet i forhold til at have kontrol med vigtige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan, der blandt andet forbindes med narkosmugling.

* Samtidig stod gruppen også bag en række selvmordsangreb i Kabul og andre byer mod regerings- og militærmål. Tilsyneladende for at slå gruppens ry fast som en særligt voldelig og militant bevægelse.

* Blandt angrebene kan nævnes brutale henrettelser af ledende landsbyfolk og drab på nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors.

* I maj sidste år angreb medlemmer fra gruppen også en fødeafdeling på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Kabul. I alt 24 civile blev dræbt – heriblandt nybagte mødre og deres babyer.

* Islamisk Stat Khorasan opererede i begyndelsen i et begrænset område nær grænsen til Pakistan. Men på et tidspunkt lykkedes det også gruppen at få fodfæste i Afghanistans nordlige provinser Jowzjan og Faryab.

* Ifølge USA's Center for Bekæmpelse af Terrorisme udgøres gruppen primært af udbrydere fra både al-Qaeda og Taliban.

* Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taliban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.

* Ifølge amerikanske efterretningskilder har bevægelsen udnyttet regeringens kollaps i Afghanistan til at styrke sin egen position. Blandt andet ved at øge rekrutteringen af utilfredse medlemmer fra Taliban, der har overtaget magten i landet.

Kilde: Reuters.
Powered by Labrador CMS