Fejl: Letbanen lammet i ugevis

Letbanen i Odense begyndte at køre i maj sidste år. Nu risikerer dele af den at være lukket op til seks uger

Udgivet Opdateret

Alvorlige fejl på strømkabler flere steder på letbanen i Odense betyder, at al kørsel mellem Tarupcenteret og Ikea indstilles i op til seks uger. Letbanen har været i drift siden maj sidste år.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Alvorlige fejl

Problemet er ifølge avisen opstået omkring 25 såkaldte facadeankre, der holder strømkablerne oppe og er hæftet på forskellige huse omkring letbanen.

I en pressemeddelelse bekræfter letbanedirektør Dan Ravn, at man har fundet nogle alvorlige fejl.

- Vi har desværre konstateret en alvorlig fejl i udførelsen af det løsrevne facadeanker på Nyborgvej.

Stopper driften

- Og da vi har yderligere facadeankre af samme type på andre ejendomme, har vi sammen med vores infrastrukturforvalter, Keolis, besluttet at stoppe letbanedriften mellem Tarup og Ikea, indtil vi har det fulde overblik over situationens omfang og udbedret eventuelle yderligere fejl, siger han.

I pressemeddelelsen fremgår det, at driften blev indstillet klokken 13. Der er også blevet indsat erstatningsbusser.

Man kender dog ikke tidshorisonten på, hvornår driften genoptages på strækningen, lyder det.

Borgmester frustreret

Men i en pressemeddelelse fra Odense Kommune fremgår det ifølge Fyens Stiftstidende, at arbejdet med at tjekke strømkablerne i værste tilfælde kan tage op til seks uger.

Og det frustrerer byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel.

- Det er selvfølgelig enormt ærgerligt og frustrerende, at letbanen nu er nødt til at indstille driften i de kommende uger. Det kommer midt i en periode, hvor letbanen har kørt med høj pålidelighed og tilfredshed fra de tusindvis af odenseanere, der bruger letbanen på daglig basis.

Sikkerhed først

- Omvendt må man bare konstatere, at sikkerheden altid skal komme i første række - og derfor er det selvfølgelig den rigtige beslutning, at Odense Letbane nu indstiller driften, mens de sikrer, at alt er som det skal være, siger han i pressemeddelelsen.

Der er i alt 26 stop på letbanen. Strækningen, der er lukket, udgør 17 af dem.

Der er konstateret alvorlige fejl på strømkabler flere steder på Odense Letbane. Det betyder, at kørsel mellem en del af stationerne indstilles i en periode, men der er ingen tidshorisont for, hvornår det virker igen. (Arkivfoto).
Der er konstateret alvorlige fejl på strømkabler flere steder på Odense Letbane. Det betyder, at kørsel mellem en del af stationerne indstilles i en periode, men der er ingen tidshorisont for, hvornår det virker igen. (Arkivfoto).

ODENSE LETBANE

Odense Letbane er en dansk letbane, der gik i drift 28. maj 2022. Den første etape går fra Tarup Center i det nordvestlige Odense via Idrætsparken, Bolbro, Odense Banegård, Rosengårdcentret, Syddansk Universitet og Nyt OUH til Hjallese Station i syd. Den er 14,5 km lang og og har 26 stationer. 34.000 passagerer forventes at bruge letbanen dagligt. Den samlede anlægssum for den første etape er 3,3 milliarder kroner. Letbanebyggeriet er finansieret af Odense Kommune, den danske stat og Region Syddanmark.

Der er planlagt en 2. etape, som vil indeholde yderligere 7,8 km spor til en pris på 1,9 milliarder kr., som Odense Byråd har besluttet at arbejde for at etablere, men der foreligger endnu ingen anlægslov eller statslig medfinansiering.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS