Fiks det - ellers kommer vi efter jer
Det kan blive på den nemme eller hårde måde
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer onsdag en særlig gruppe borgere i Sønderborg og Haderslev kommune.
Og borgerne, der er mål for advarslen, ved sandsynligvis godt selv, at politiet snart ånder dem i nakken.
Der er tale om folk, der har gæld og er indkaldt til møde i Fogedretten.
Hvis man ikke møder op, skruer politiet bissen på i de kommende uger.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Få en aftale
- Hvis man på grund af gæld er indkaldt til at møde i fogedretten og ikke dukker op til retsmødet, bliver man eftersøgt og risikerer at blive anholdt og fremstillet i fogedretten, siger politikommissær Christian Lehmann fra Sønderborg.
De planlagte fogedaktioner gennemføres inden længe.
Møder op på din arbejdsplads
Også politikommissær Carina Lynge fra Haderslev opfordrer skyldnerne til at få en aftale med Fogedretten.
- Sørg for enten at få betalt det skyldige beløb eller få lavet en aftale med fogedretten.
- Så slipper du for at blive hentet af betjente derhjemme eller på din arbejdsplads, siger Carina Lynge.