Finder bytte fra plejehjems-rov

En 47-årig mand havde solgt 25 stjålne designerstole fra plejehjem til møbelhandler i Københavnsområdet.

Udgivet Opdateret

Politiet har mandag fundet 25 designerstole fra Fritz Hansen, som var blevet stjålet fra et plejehjem i Himmelev i Roskilde.

En 47-årig mand havde solgt dem til en møbelhandler i Københavnsområdet. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en mail til Ritzau.

Købt på Den Blå Avis

Politiet fandt frem til stolene hos møbelhandleren, der i god tro havde købt dem gennem Den Blå Avis.

Møbelhandleren havde betalt en rimelig pris for stolene, og politiet mente ikke, at der var grundlag for at sigte forhandleren for hæleri, skriver det.

Forhandleren var ved at gøre stolene klar til salg, men i stedet blev de taget med af politiet og leveret tilbage til plejehjemmet i Roskilde.

Tre tyverier på en måned

I alt er 30 designerstole blevet stjålet fra det samme plejehjem over tre gange i marts, og den 47-årige blev lørdag anholdt og sigtet for tyveri af dem alle.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Det er overvågning fra stedet, der førte til, at politiet har sigtet manden for tyveri af de 30 stole.

Der er tale om spisebordsstole i træ fra Fritz Hansen. 

Lederen på plejecentret har tidligere forklaret til politiet, at de koster 3.700 kroner stykket.

Powered by Labrador CMS