Havde gæster: Mistede en halv million

Beskeder på telefon og store indkøb med kontanter giver en begrundet mistanke mod kvinde og mand fra Falster

Offentliggjort Sidst opdateret

Mistanke om røveri efter selskabelig sammenkomst i Vanløse

En kvinde i Vanløse mistede en halv million kroner og guldsmykker under en sammenkomst, og to gæster er nu varetægtsfængslet for røveri.

Tekstbeskeder og store kontante indkøb peger på et komplot, mens den sigtede mand indrømmer at have stjålet en mindre sum.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En kvinde i Vanløse mistede en halv million kroner i kontanter og en del guldsmykker under en selskabelig sammenkomst i sin lejlighed for nylig.

Hun har sagt til politiet, at hun blev udsat for et komplot, kommer det frem i et retsmøde lørdag i Københavns Byret.

Her beslutter en dommer at varetægtsfængsle offerets to gæster, en mand og en kvinde, der var kommet fra Falster til København. 

Der er en begrundet mistanke om røveri, lyder det.

Savner sin metadon

- Ja, vorherre bevares, sukker den 50-årige kvinde, da hun bliver bedt om at bekræfte tidspunktet for anholdelsen. 

Flere gange under afhøringen giver hun udtryk for, at hun savner sin metadon.

Hun afviser al snak om røveri. 

Derimod siger den sigtede mand, at han stjal, men meget langt fra det store beløb. Kun en 200 kroner-seddel løb han afsted med, forklarer han.

Købte ind for flere tusinde

- Jeg havde ingen penge til toget hjem, forklarer han om årsagen.

Imidlertid tyder tekstbeskeder fundet på mandens telefon på en anden historie.

"Der er en halv million hvis ikke mere", blev der skrevet fra kvindens til mandens telefon. De kender hinanden fra et forsorgscenter.

Desuden købte manden i Nykøbing Falster ind for adskillige tusinde kroner i kontanter hos Elgiganten og i Tøjeksperten efter besøget i Vanløse.

Lå i bankboks

Offeret har fortalt, at de mange penge for nylig blev hentet i en bankboks. 

Det var hendes opsparing gennem mange år. 

Sedlerne lå i kuverter i en taske på hendes rollator.

Gav kvinde mavepuster

Da manden tog fat i tasken, opstod der kamp. 

Manden skal have slået hende i ansigtet og givet hende en mavepuster, så hun faldt om i sofaen under optrinnet.

I lejligheden lagde kvinden sig ind i soveværelset. "Jeg leger halvdød," står der i en besked. 

Og manden blev også opfordret til at bruge magt om nødvendigt.

Skal på psykiatrisk afdeling

På grund af sin psykiske lidelse skal den 46-årige mand frihedsberøves på en psykiatrisk afdeling, når der er plads.

Kvinden skal derimod i et almindeligt arresthus. Hendes forsvarer mener ikke, at hun på fri fod vil kunne skade efterforskningen, og at grundlaget for fængsling ikke er til stede.

Men det ender altså med 24 dage.

Powered by Labrador CMS