Hjælp politiet: Hvem er røverne?
Politiet har offentliggjort en video
Østjyllands Politi efterlyser to formodede gerningsmænd til et hjemmerøveri, der blev begået natten til den 18. august på Infanterivej i Randers NØ.
I forbindelse med efterlysningen har politiet offentliggjort en overvågningsvideo, da det endnu ikke er lykkedes at identificere mændene.
Truede med kniv
Tre personer kom omkring klokken 00.50 kørende i en bil, hvor de standsede ud for en opgang.
Her steg to af mændene ud og gik op til en lejlighed, hvorefter de med kniv truede en mand til at udlevere nogle tusinde kroner i kontanter.
Herefter løb de fra stedet og steg formentligt ind i bilen igen. Der var tale om en rød personbil - en hatchback med sølvfarvede stål/alufælge.
Mændene var maskerede, og den forurettede kunne umiddelbart ikke genkende dem.
Sådan ser de ud
Den ene mand beskrives som lys i huden, taler dansk uden accent, cirka 20-30 år, cirka 170-180 centimeter høj, spinkel/normal af bygning og mørkt hår.
Han var iført sort tørklæde med hvidligt mønster, grå t-shirt, sorte jeans/joggingbukser med hvidligt logo på venstre lår, hvide sneakers af mærket Nike med sort Nike-logo og sorte handsker
Den anden mand beskrives som lys i huden, taler dansk uden accent, cirka 170-180 centimeter høj, normal/robust af bygning, lyst hår.
Han var iført blå sweatshirt, sorte joggingbukser af mærket Nike med hvidt Nike-logo, sorte sneakers af mærket Nike med hvidt Nike logo.
Hvis man har oplysninger om bilen eller mændene, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.