Hovedvej er fortsat spærret

Politiet er fortsat til stede

Offentliggjort Sidst opdateret

Aktivister fjernet fra trætoppe i protest mod motorvej

  • Politiet har fjernet aktivister fra trætoppe i Nordvestsjælland, der protesterede mod en ny motorvej til Kalundborg.
  • 12 personer blev anholdt, hvoraf nogle opholdt sig i hytter højt oppe i træerne.
  • Aktivisterne sigtes for ulovlig indtrængen, men alle undtagen én er blevet løsladt.
  • Rute 23 Skovvejen er fortsat spærret, men forventes genåbnet søndag formiddag.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Politiet er fortsat til stede ved skov i Nordvestsjælland, efter at aktivister fredag besatte træer i demonstration mod en ny motorvej til Kalundborg.

- Vi er fortsat derude. Arbejdet pågår, men der har ikke været yderligere optrapning, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lasse Jensen.

Med kraner og specialuddannede betjente fik politiet fjernet aktivisterne, der tilhører gruppen Skovmagt.

I løbet af dagen blev 12 personer anholdt.

Otte af dem opholdt sig i området på forhånd. Nogle af dem blev anholdt højt oppe i træerne, hvor de opholdt sig i hytter.

De fire andre blev anholdt, da de forsøgte at trænge ind i området i løbet af dagen.

Påbud for to uger siden

For godt to uger siden fik personerne et påbud om at forlade træerne i området, som ejes af Vejdirektoratet, oplyser vicepolitiinspektøren.

- De sigtes for ulovlig indtrængen, siger han om anholdelserne.

Alle undtagen én, der sidder frihedsberøvet for overtrædelse af udlændingeloven, blev løsladt igen fredag, men de sigtes fortsat for ulovlig indtrængen.

Ved at slå lejr i træerne har gruppen ønsket at protestere imod en kommende motorvej til Kalundborg.

Politiaktion mod aktivistgruppen 'Skovmagt', der havde besat træer ved Knabstrup Møllebakke og Knabstrupvej i Nordvestsjælland fredag den 10. oktober 2025. Aktivisterne havde i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne i protest mod en kommende motorvej til Kalundborg. (Arkivfoto).

Forventes genåbnet søndag

I forbindelse med politiindsatsen blev Rute 23 Skovvejen spærret, og det er den fortsat, oplyser politiet.

Den forventes genåbnet søndag formiddag, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Trafikken ledes fra vestgående ved Knabstrup Møllevej og østgående ved Holbækvej.

Aktivisterne har i flere uger boet i små hytter højt oppe i træerne, men nu står fældningen til den nye motorvej for døren. Maskinerne nærmer sig.

En af aktivisterne, Emma, sagde i september til sn.dk, at hun og de andre ikke vil flytte sig uden videre.

- Vi er mange, der kæmper mod kapitalistisk og kolonial udnyttelse, og vi vil altid stå i international solidaritet med hinanden, sagde hun til mediet.

Powered by Labrador CMS