I politiets søgelys

Men det er uklart, hvilke forhold omkring Alex Vanopslagh, som politiet undersøger

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Information

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er kommet i politiets søgelys.

Det skriver Dagbladet Information på baggrund af oplysninger fra Københavns politi.

Politiet har indledt en efterforskning af LA-formandens boligsag, der blandt andet omfatter afhøring af vidner. 

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.

»Af hensyn til beskyttelsen af personoplysninger« vil Københavns politi ikke oplyse yderligere om sagen. 

Det er uklart

Det er derfor uvist, hvad status på efterforskningen er, og om Alex Vanopslagh er sigtet. 

Ifølge retsplejeloven indleder politiet en efterforskning, »når der er rimelig formodning om«, at der er begået et strafbart forhold.

Liberal Alliance oplyser, at partilederen ikke er blevet afhørt af politiet.

Intet at skjule

»Jeg har ikke noget at skjule og ser frem til en afklaring på sagen,« skriver Alex Vanopslagh i en kommentar til Information.

Boligsagen kom frem i offentligheden i efteråret 2022, da Information afslørede, at Alex Vanopslagh uretmæssigt havde fået en lejlighed i København stillet gratis til rådighed af Folketinget og desuden opnået et årligt skattefrit tilskud på 30.000 kroner til dobbelt husførelse.

Alex Vanopslagh boede igennem en årrække i Københavns Kommune. 

Men i foråret 2020, året efter at han var blevet valgt til Folketinget, solgte han sin andelslejlighed i Vanløse og flyttede sin folkeregisteradresse til Struer. 

Skattefrie tillæg

Dermed fik han adgang til den gratis lejlighed og det skattefri tillæg, som er forbeholdt folketingsmedlemmer, der bor uden for Sjælland.

Problemet var bare, at registreringen i Struer var ulovlig, fordi Alex Vanopslagh reelt ikke opholdt sig der i et omfang, så han kunne siges at bo der. Da han ansøgte om og fik tildelt den gratis lejlighed i København og det skattefri tilskud, skete det altså på baggrund af misvisende oplysninger.



Powered by Labrador CMS