Jager hurtigtløbende fræk tricktyv
Distraherer og spurter af sted
Syd- og Sønderjyllands Politi jager en tricktyv, der er hurtigere end sin egen skygge.
Og fræk er han også.
Det skriver de i en pressemeddelelse torsdag.
Og nu beder de borgerne om hjælp.
Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget ni anmeldelser om tricktyverier af cigaretter i løbet tre af uger.
Tyverierne er sket fra den 23. januar fra tankstationer og supermarkeder i Varde og Esbjerg Ø.
Der er indløbet syv anmeldelser fra Varde og to fra Esbjerg Ø.
Samme person
Efterforskningen peger på, at der er tale om den samme gerningsperson i alle ni tilfælde.
Tricktyverierne foregår typisk ved, at manden distraherer personalet ved først at få cigaretter placeret på disken.
Herefter spørger han efter andre varer, som eksempelvis spiritusflasker, hvorefter han løber væk med cigaretterne, mens ekspedienten vender sig om efter en anden vare.
Politiet vil meget gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger om sagerne eller om gerningspersonen.
Den hurtigtløbende tricktyv beskrives som:
- 25-35-årig mand
- Lys i huden
- Sort, kort hår og sort kort skæg
- Taler dansk med en accent, der muligvis er østeuropæisk
Har du oplysninger i sagen, kan du ringe til Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.