Jagtede kvinde og datter med tændt motorsav

Flere episoder med psykisk vold, trusler og voldtægt har fredag ført til tre års fængsling af en 34-årig mand

Udgivet Opdateret

Dom for psykisk vold og voldtægt

En 34-årig mand er idømt tre års fængsel for psykisk vold, voldtægt og trusler mod sin ekskæreste.

Retten lagde vægt på mandens brud på polititilhold og gentagne krænkelser, herunder overvågning og kontrol.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et kæresteforhold endte i psykisk vold, hvor en kvinde blev udsat for krænkende adfærd, voldtægt og trusler i sit eget hjem.

Retten i Nykøbing Falster har fredag eftermiddag idømt en 34-årig mand tre års fængsel. Det oplyser specialanklager Lotte Nielsen til Ritzau.

Sagen startede, da kvindens datter ringede til politiet, efter at den tiltalte havde jagtet både kvinden og datteren i huset med en tændt motorsav. Det har B.T. tidligere skrevet.

Truede dem på livet

Her skulle den 34-årige mand have sagt, at han ville slå dem ihjel, og datteren måtte flygte ud af et vindue i huset.

Det er episoder som denne, retten har lagt vægt på fredag, da den skulle udmåle tiltaltes straf, lyder det fra specialanklager Lotte Nielsen.

Desuden har retten lagt vægt på, at manden havde fået et polititilhold mod at opsøge kvinden, som havde givet udtryk for, at hun ikke længere ville være kærester med ham efter flere episoder med psykisk vold.

Retten i Nykøbing Falster har fredag idømt en 34-årig mand tre års fængsel, efter at han i en længere periode har udsat en kvinde for psykisk vold, trusler og voldtægt. (Arkivfoto).

Brød politi-tilhold

Men videoer og andre lydfiler viste i retten, at manden på trods af tilholdet har opsøgt kvinden og hendes datter i deres hjem flere gange.

Ifølge anklageskriftet har den 34-årige mand haft en tilknytning til kvindens husstand mellem den 1. april 2019 og den 23. marts 2023.

I den periode har han frataget kvinden sin selvbestemmelsesret ved blandt andet at isolere hende fra hendes omgangskreds ved at kontrollere hendes telefon og gennemse den med jævne mellemrum.

Forfulgte kvinden

Manden har også forfulgt og overvåget kvinden ved blandt andet at holde øje med hende fra naboens grund.

Derudover har han både kontaktet kvindens datter og hendes arbejdsplads, hvis ikke hun svarede på hans beskeder og opkald.

Flere voldtægter

Manden er ligeledes dømt for flere voldtægter i perioden. Og han skal desuden betale 180.000 kroner i erstatning.

Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke. Det har han 14 dage til at beslutte.

Powered by Labrador CMS