Jem og fix advarer kunder
Kæden advarer nu alle kunder
Byggemarkedskæden jem & fix advarer nu sine kunder mod en falsk mail, der i øjeblikket er i omløb.
Sådan skriver kæden gennem Mit digitale selvforsvar.
Falsk undersøgelse
Mailen udgiver sig for at være en tilfredshedsundersøgelse fra jem & fix, men har i virkeligheden til formål at lokke modtagerne til at udlevere følsomme konto- og kortoplysninger.
I den falske mail bliver modtageren bedt om at udfylde et spørgeskema.
Vil aldrig bede om det
Når det er gennemført, loves der deltagelse i en lodtrækning om en værktøjskasse. I næste trin bliver man dog bedt om at indtaste konto-oplysninger – noget jem & fix slår fast, at virksomheden aldrig vil bede om.
Alvorlige konsekvenser
Ifølge jem & fix er det netop i det øjeblik, hvor personlige og fortrolige oplysninger afgives, at svindlen kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for den enkelte.
Kæden opfordrer derfor kunder til at være ekstra opmærksomme og se efter tegn på, at en mail er falsk.
Kend adressen
Et vigtigt kendetegn er afsenderadressen. Ægte mails fra jem & fix kommer fra adresser, der ender på @jemfix.com, og virksomhedens nyhedsbreve udsendes fra noreply@denmark.jemfix.com
Har man modtaget den falske mail, anbefaler jem & fix, at man sletter den med det samme og undlader at klikke på links eller afgive oplysninger.