Jes Dorph kræver over halvanden million

Jes Dorph kræver 1.639.508 kroner i erstatning fra advokat, som stod bag TV2's advokatundersøgelse

Udgivet Opdateret

Jes Dorph-Petersen har stævnet advokat Yvonne Frederiksen fra advokatkontoret Norrbom Vinding i forbindelse med den advokatundersøgelse, som ledte til TV2-værtens afskedigelse.

Det skriver Weekendavisen.

Undertrykt relevante oplysninger

Avisen er kommet i besiddelse af stævningen, som er indgivet ved Københavns Byret.

Jes Dorph-Petersen kræver ifølge avisen 1.639.508 kroner i erstatning for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og psykologbistand.

- Det er min klients opfattelse, at Yvonne Frederiksen i forbindelse med undersøgelsen har undertrykt åbenlyst relevante oplysninger og undladt at interviewe personer, der besad viden af afgørende betydning for den troværdighedsvurdering, som hun skulle foretage af hans og Therese Philipsens forklaringer, siger Dorph-Petersens advokat, Julie Stage, til Weekendavisen.

Fyret efter undersøgelse

Therese Philipsen var en af de kvinder, som anklagede Jes Dorph-Petersen for seksuelle krænkelser.

TV2 igangsatte i efteråret 2020 en undersøgelse om sexisme og kulturen på fjernsynsstationen. Dette skete, efter at flere kvinder stillede sig frem og fortalte om krænkende oplevelser på TV2.

Det var advokatfirmaet Norrbom Vinding, der stod for undersøgelsen. Jes Dorph-Petersen blev fyret efter undersøgelsen.

Intet job

I 24syv-programmet "Ringdal og Kristensen" fortalte han i 2022, at han havde "meget svært ved at få et job". Han har desuden været nødt til at lukke sit ellers nystartede mediefirma, Tankegods, da han ifølge Her & Nu ellers ikke kunne få dagpenge.

Han er siden vendt tilbage til skærmen på kanalen dk4 på programmet "Vi elsker fodbold" - et ugentligt sportsprogram, som centrerer sig om Superligaen, Champions League og fodboldlandsholdet.

Jes Dorph-Petersen har stævnet advokaten bag den TV2-undersøgelse, som ledte til hans fyreseddel fra fjernsynsstationen. (Arkivfoto).
Jes Dorph-Petersen har stævnet advokaten bag den TV2-undersøgelse, som ledte til hans fyreseddel fra fjernsynsstationen. (Arkivfoto).

Me Too

Me Too er et globalt internetfænomen fra 2017 og frem, hvor især kvinder har afsløret og delt seksuelle krænkelser via de sociale medier under hashtagget #MeToo (bogstaveligt også jeg eller også mig). Hashtagget spredte sig viralt fra oktober 2017. Bevægelsen har vakt en meget stor debat om køn og ligestilling. Selve begrebet blev første gang lanceret i 2006 af Tarana Burke, en amerikansk borgerrettighedsaktivist og advokat.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS