Kæmpe nedbrud

Flere kommuners hjemmesider lagt ned

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommunale hjemmesider ramt af hackerangreb

Flere kommuners hjemmesider, herunder Gentofte, er blevet ustabile på grund af hackerangreb.

Angrebene sker kort før kommunalvalget og påvirker også andre kommuner som Rødovre, Ishøj og Tårnby.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Flere kommuner har onsdag oplevet, at deres hjemmesider har været nede.

Det skriver TV 2.

Hackerangreb

Gentofte Kommune skriver på Facebook, at der er tale om hackerangreb.

- Gentofte Kommunes hjemmeside er desværre lidt ustabil i øjeblikket. Det skyldes et hackerangreb, som også har ramt andre kommuner, virksomheder og organisationer.

- Vi beklager de gener, angrebet måtte medføre, og arbejder på højtryk for at få siden op at køre som normalt, skriver kommunen.

Flere andre også ramt

Hændelsen sker med under en uge til kommunalvalget.

Rødovre Kommune, Ishøj Kommune og Tårnby Kommune har ifølge TV 2 haft bøvl med deres hjemmeside.

De står bag

Den russiske hackergruppe NoName057 (16) skriver på X, at den står bag hackerangreb på flere danske kommuners hjemmesider.

 Det skriver TV 2. 

Gruppen nævner i sit opslag på X flere kommuner end de ovennævnte. 

Også virksomheder som GN Store Nord og Gyldendal har været angrebet, skriver gruppen.

Sandsynligt med angreb tæt på valg

Tidligere på måneden konkluderede tre myndigheder, at det er sandsynligt, at danske hjemmesider vil blive angrebet af prorussiske hackergrupper i forbindelse med valget 18. november.

Samtidig lød det dog, at truslen fra russisk påvirkning og sabotage er lav. Meldingen kom fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Styrelsen for Samfundssikkerhed.

Løbende retter hackergrupper såkaldte dDoS-angreb mod hjemmesider i forbindelse med valg i Europa, og angrebene "understøtter Ruslands interesser", skrev myndighederne i en trusselsvurdering.

Et dDoS-angreb sker ved at overbelaste hjemmesider med en voldsom datatrafik. Der er risiko for, at de bliver lagt ned og gøres utilgængelige.

Powered by Labrador CMS