Kæmpe skib stødt på grund i Lillebælt

Mistænker kaptajn for at være spritstiv

Udgivet Opdateret

Et tysk containerskib er natten til fredag grundstødt i Lillebælt. Politiet har anholdt skibets kaptajn på baggrund af en mistanke om spiritussejlads.

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi til Ritzau fredag morgen.

Et containerskib er stødt på grund i Lillebælt.
Et containerskib er stødt på grund i Lillebælt.

- Klokken 02.10 får vi en anmeldelse fra Maritime Assistance Service (Forsvarets farvandsovervågningsenhed, red.) om, at et 100 meter langt containerskib er gået på grund cirka 200 meter nordøst for Strib, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist.

På baggrund af omstændighederne ved grundstødningen - navnlig skibets sejlmønster - fattede politiet mistanke om, at der kunne være tale om spiritussejlads.

Ingen alkometertest

- Vi sejlede ud til skibet, hvor kaptajnen blev anholdt og bragt ind med henblik på at få taget en blodprøve. Nu må vi så se, hvad den viser, fortæller Kenneth Taanquist.

Ifølge vagtchefen har politiet ikke foretaget en alkometertest af kaptajnen, som man kender det fra almindelige spritkontroller på vejene.

Ifølge Fredericia Dagblad er der tale om skibet "Ragna". Det er 100 meter langt og 19 meter bredt.

Skibet var kort inden grundstødningen sejlet fra havnen i Fredericia, hvor det havde opholdt sig for at losse og laste containere.

Powered by Labrador CMS