Købte barnevogn og blev dræbt i ulykke

En 65-årig mand havde købt en barnevogn til sit kommende barnebarn inden dødsulykke. Onsdag afhøres 17-årig

Offentliggjort Sidst opdateret

Tragisk Ulykke på Roskildevej

En 65-årig mand blev dræbt i en påkørsel på Roskildevej i København.

Han havde netop købt en barnevogn til sit kommende barnebarn.

Hans svigerdatter blev også ramt, men overlevede med et brækket ben.

En 17-årig dreng er mistænkt for at have kørt bilen og skal i grundlovsforhør.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 65-årig mistede tirsdag aften livet i en påkørsel på Roskildevej i København. Manden var ved at laste en barnevogn ind i bilen, som han netop havde købt til sin søn og svigerdatter.

Det fortæller den berørte søn Ali Hamrazpour til TV 2.

Lød et brag

- Han var så stolt og glad over, at han havde fået lov til at købe barnevognen. Det endte med at blive hans begravelse, siger sønnen til TV 2.

Ali Hamrazpour fortæller, at der lød et brag, og han hørte et skrig fra sin kone, der også blev ramt af påkørslen, men slap med et brækket ben.

Så brutalt

- Det var så brutalt. Der var så mange lyde og skrig og fortvivlelse, og pludselig siger min kone: hvor er din far?, fortæller sønnen til TV 2.

Ulykken skete nær forretningen BabySam.

Ali Hamrazpour fortæller til TV 2, at hans kone er gravid i syvende måned. Hun er blevet opereret og er stadig på hospitalet.

Kunne have dræbt barn

- Det kunne have været et dobbeltdrab. Det var så heldigt, at airbaggen ikke gik, for så havde den ramt ind i maven og dræbt vores barn, siger Ali Hamrazpour.

Kræver fængsling

Den 17-årige dreng, som formodes at have ført den Porsche, som påkørte de to personer, skal i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Her vil en anklager formentlig kræve drengen varetægtsfængslet.

Tirsdag aften mistede en 65-årig mand livet. Manden var ved at laste en barnevogn ind i en bil, da han blev påkørt af en Porsche. Onsdag eftermiddag fremstilles en 17-årig dreng i grundlovsforhør.
Powered by Labrador CMS