Kvælerslange på flugt på sjette døgn
Over to meter lang
En kvælerslange af typen Kongeboa er på sjette døgn på springtur i Dalby i Faxe Kommune på Sydsjælland.
Det skriver TV 2 Øst.
Den seks kilo tunge og over to meter lange slange slap ud af sit terrarie natten mellem fredag den 13. og lørdag den 14. juni.
Og efter at være sluppet ud af terrariet snoede den sig ud af et åbentstående vindue hos ejeren.
Ejeren er en kvinde, der ønsker at være anonym.
Shitstorm
Efter at have ledt alle vegne efter slangen lagde ejeren et opslag op i en lokal Facebookgruppe.
Og så kan det nok være, at det væltede ind med grimme kommentarer om hende og slangen.
Der er mere eller mindre panik i lokalsamfundet, og flere ønsker bare slangen død.
Ufarlig for mennesker
Den er som udgangspunkt ufarlig for mennesker og lever i naturen af fugle og mindre pattedyr.
Hvis den bliver stresset, kan den finde på at bide, men det er også det værste, der kan ske.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer til at man kontakter dem eller Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812, hvis man ser kongeboaen.
På grund af det varme vejr, og fordi den var blevet fodret kort inden, den stak af, har den gode muligheder for at overleve i lang tid på fri fod - hvis det er til beroligelse for nogen.