Lego går til modangreb

Culper Precision har stoppet salget af en pistol, selskabet har designet til at ligne at være lavet af Lego

Det amerikanske selskab Culper Precision har trukket en Lego-inspireret pistol fra markedet efter hård kritik og en henvendelse fra Lego.
Det amerikanske selskab Culper Precision har trukket en Lego-inspireret pistol fra markedet efter hård kritik og en henvendelse fra Lego.
Udgivet Opdateret

Efter en tur med Legos advokater har den amerikanske våbenfabrikant Culper Precision valgt at stoppe salg og markedsføring af en pistol, der er lavet til at ligne, at den er lavet af Lego.

Det skriver BBC. Salget er stoppet, da Lego har krævet det. 

Det skete ifølge Washington Post, fordi flere foreninger, der kæmper mod udbredelse af våben i USA, har klaget.

- Dette her er mere end uansvarligt og farligt. Selv når våben ikke ligner legetøj, kommer børn til at bruge dem, skriver stifteren af foreningen Moms Demand, Shannon Watts, eksempelvis.

Høflig med kontant

Til Washington Post beskriver ejeren af Culper Precision, Brandon Scott, Legos henvendelse som "høflig men kontant". 

Og siger, at han blev rådgivet af sin advokat om, at Lego nok havde en sag, hvis selskabet fortsatte salget.

Den Lego-lignende pistol "Block19" - et ordspil på den noget kedeligere udseende men ligeledes dødbringende pistol "Glock19" - var kun til salg kort tid og Brandon Scott siger, at der er solgt "under 20" af den.

I en længere tekst på selskabets hjemmeside er det dog tydeligt, at selskabet mener kritikken er helt forfejlet.

Ville sprede glæde

Selskabet og Brandon Scott fastholder, at pistolen skulle sprede kendskabet til - og glæden ved - skydevåben.

I udtalelsen skriver selskabet, at det får "kvalme over de sidste 30-40 års udvikling", hvor selskabet mener, at retten til at bære våben er knægtet af frygt for kritik.

- Vi byggede den for at understrege den rene glæde i skydesporten.

Våben er for alle

- Hellere end at leve i frygt for stemmer på sociale medier valgte vi at lancere Block19 i et forsøg på at sige, at det er ok at eje et våben uden at gå i camouflagebukser.

- Og at det at eje og affyre skydevåben ansvarligt er en sjov aktivitet, skriver selskabet på sin hjemmeside og fortsætter:

- Våben er for alle, og vi vil være de første til at byde nye våbenejere af alle typer og politiske tilhørsforhold velkommen.

LEGO

* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.

* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932.

* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.

* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.

* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.

* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.

* Koncernen beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring.

* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.

* Selskabet omsatte i 2016 for 37,9 milliarder kroner og tjente 9,4 milliarder kroner.

* I 2004, hvor Lego var i krise, omsatte selskabet for 6,3 milliarder kroner og tabte 1,9 milliarder kroner.

* Koncernens administrerende direktør er Bali Padda, som har siddet på posten siden 1. januar 2016.

* Bali Padda erstattede Jørgen Vig Knudstorp, der havde været direktør siden oktober 2004 og var den første uden for Kirk-familien til at stå i spidsen for koncernen.

* 1. oktober får Lego ny direktør. Det er Niels B. Christiansen, der tidligere har været administrerende direktør i Danfoss.

Kilde: Lego.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS