Kvinde ringet op over 30.000 gange

Nu har stalkeren fået lang fængselsdom

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Næstved udmålte tirsdag en af de længste straffe, der hidtil er givet for stalking.

To års fængsel, lød dommen til en 45-årig mand, fremgår det af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, ligesom dommen er omtalt af TV2 Øst.

På blot to uger i januar 2025 overtrådte manden et tilhold mod kvinden op mod 1000 gange.

Forinden havde manden kontaktet kvinden telefonisk mere end 37.000 gange. Ifølge TV2 Øst var der herunder tale om 30.281 opkald til kvindens privattelefon.

Den 45-årige mand lærte ifølge mediet kvinden at kende gennem sin arbejdsplads. Ifølge manden var der tale om et gensidigt intimt forhold.

Kvinden afviste derimod, at forholdet var intimt, og beskrev det som et venskab, som tog en ubehagelig drejning.

Helt oppe i den høje ende

Anklager Sofie Amalie Johannessen fortæller til TV2 Øst, at dommen på to års fængsel ligger "helt oppe i den høje ende".

Stalking kan straffes med op til tre års fængsel. I straffeloven hedder det, at man straffer den, der "systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer" sit offer.

Ifølge Dansk Stalking Center viser en undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2018, at op mod 100.000 danskere hvert år udsættes for stalking. De fleste ofre er kvinder.

Den 45-årige har siddet varetægtsfængslet siden januar og er det fortsat. Han overvejer, om han vil anke dommen.

Powered by Labrador CMS