Politihund stopper indbrudstyv
Nu er han dømt
En 64-årig mand er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel for en række indbrud og indbrudsforsøg begået i Aarhus i 2024 og 2025.
Manden blev stoppet af en politihund i juli måned.
Her fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var indbrud i en vuggestue på Jens Baggesens Vej i Aarhus N, og en hundepatrulje var hurtigt fremme på stedet.
Her fik betjentene øje på den 64-årige, der var på vej ud af et vindue.
Da han så patruljen, flygtede han til fods, men politihunden indhentede ham efter få sekunder og bevogtede ham, indtil betjentene kunne lægge ham i håndjern.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kendt af politiet
Den 64-årige mand var i forvejen kendt af politiet for flere lignende forhold, og han blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, mens politiet efterforskede sagen videre.
Blandt andet via dna-spor lykkedes det efterforskerne at koble den 64-årige til flere andre indbrud, og onsdag blev han så dømt for fem indbrud og fire indbrudsforsøg begået mod butikker, restauranter, firmaer – og altså også en vuggestue.
Det var primært mindre kontantbeløb, som den 64-årige mand fik ud af det, når det lykkedes ham at bryde ind, men nu skal han så tilbringe en del måneder i fængsel.
Stak af fra udgang
”Den 64-årige har en række indbrud på samvittigheden, og flere af forholdene er rent faktisk begået, mens han var på udgang fra fængslet og ikke var vendt retur som aftalt. Retten vurderede også, at der var stor risiko for, at han ville begå indbrud igen, og derfor besluttede dommeren, at han skal sidde varetægtsfængslet, indtil han kan afsone sin dom,” siger anklagerfuldmægtig Niels Vinther fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af de 10 måneders ubetinget fængsel. Han kærede beslutningen om, at han skal sidde varetægtsfængslet frem til sin afsoning.