Mand anholdt i 34 år gammel dansk mordgåde

Nu er der nyt i Hanne-sagen fra 1990

Udgivet Opdateret

Københavns Politi har takket være dna-teknologi anholdt en 53-årig mand og sigtet ham for drabet på 23-årige Hanne With 1. januar 1990.

Hanne With blev nytårsnat 1990 fundet dræbt af adskillige knivstik i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro. 

Løbende efterforsket

Drabet er gennem årene løbende blevet efterforsket, og i takt med udviklingen i dna-teknologien har Københavns Politi især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden

Sådan skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. 

Anholdt på arbejde

Manden blev anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland tirsdag. 

- Den sigtede er fundet ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand bliver sammenlignet med eksisterende materiale i politiets dna-register – men i stedet for at søge efter en matchende profil, leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sin dna, skriver Københavns Politi. 

Powered by Labrador CMS