Mand i kritisk tilstand: Mohamad efterlyses

Politiet efterlyser en 20-årig mand, der formodes at være den flugtbilist, der var involveret i en ulykke tidligere fredag.

Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

En bilist stak lidt efter klokken 18 af fra en ulykke, hvor en mand er i kritisk tilstand.

Nu efterlyser politiet den formodede flugtbilist.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken sket klokken 18.14 i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj.

Her bliver en mand ramt af en bil, der kom kørende med meget høj fart ad Silkeborgvej i retning mod Brabrand.

I kritisk tilstand

Manden der blev påkørt er i kritisk tilstand, og han er blevet kørt til behandling på hospitalet.

Føreren af bilen flygtede efterfølgende fra stedet udadgående ad Silkeborgvej.

Flugtbilen er sidenhen fundet efterladt på en adresse tæt på uheldsstedet, men føreren af bilen er fortsat ikke fundet.

20-årig efterlyses

På baggrund af den foreløbige efterforskning er det politiets formodning, at føreren af bilen er identisk med 20-årige Mohamad Tarek Younes fra Hasle, Aarhus V.

Mohamad Tarek Younes beskrives som:

20 år

185 centimeter høj

Muskuløs

Mørk i huden

Sort, mellemlangt hår og skæg

Arnested for voldsomme ulykker

21. maj skete der en voldsom ulykke få hundrede meter derfra i østlig retning.

I krydset Silkeborgvej/Chr. Winthers Vej var fem biler og en bus involveret i en ulykke, hvor en bil blev ramt så kraftigt, at motoren blev slynget ud af bilen.

Også her var en mand i kritisk tilstand efter ulykken.

Dødsulykker

Krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej ligger også under en halv kilometer fra det, der i folkemunde kaldes 'dødskrydset' (Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej).

Her har to unge kvinde inden for to et halvt år mistet livet.

Begge førere blev idømt straf.

Straffelovens § 253

§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Stk. 2. Med fængsel indtil 2 år straffes den, som overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade.

Newsbreak.dks chefredaktør Claus Jessen har skrevet denne lederen 'Hjernedøde fartbøller tager bydel som gidsel' om trafikkulturen i området.

Samtidig vidner utallige indsatser fra Østjyllands Politi i området om nærmest trafikanarki, hvor bødeblokken gløder ved hver aktion.
Kontakt politiet

Det har været umuligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Østjyllands Politi, der da også skriver, at det på nuværende tidspunkt ikke kan bidrage med yderligere oplysninger vedrørende selve ulykken.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS