-Min højtelskede Filippa er hjemme

Filippas mor takker alle de frivillige, der hjalp efterforskerne med at finde hendes 13-årige datter

Udgivet Opdateret

Søndag eftermiddag blev den 13-årige pige, der var forsvundet i godt og vel et døgn, fundet i live.

Hendes mor takker blandt andre alle de frivillige, der hjalp, og efterforskningsteamet.

- 27 timers mareridt er overstået, og min højt elskede Filippa er hjemme!, skriver Pernille Nielsen i et Facebook-opslag søndag aften.

Savnet søndag

Filippa blev meldt savnet lørdag, da hendes cykel, taske og mobil blev fundet efterladt, efter hun havde delt aviser ud i området ved Kirkerup sydøst for Slagelse.

Herefter indledte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en massiv efterforskning af sagen. Over 600 har henvendt sig til politiet, der blandt andet har fået videoovervågning i sagen.

- Tak til hele Danmark, alle frivillige der hjalp i blinde, min vidunderlige mand, hele vores fantastiske netværk og særligt et fantastisk effektivt efterforskningsteam, skriver Pernille Nielsen.

Fundet i live

Lidt efter klokken 15 søndag kunne politiet fortælle, at de havde fundet den 13-årige pige i live. På pressemødet oplyste politiet, at en 32-årig mand, der befandt sig på samme adresse, var blevet anholdt.

Den 32-årige vil senere mandag blive fremstillet i grundlovsforhør.

FILIPPA-SAGEN: DET VED VI

Den 13-årige pige Filippa er fundet i live, efter at hun har været forsvundet siden lørdag middag.

Det var budskabet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde søndag eftermiddag.

Her får du et overblik over, hvad vi ved om sagen:

* Filippa blev fundet søndag eftermiddag samtidig med anholdelsen af en 32-årig mand. Det skete kort før klokken 15.

* Politiet har ikke oplyst nærmere om hendes tilstand, kun at hun er ved bevidsthed. Politiet har heller ikke oplyst, om hun er blevet genforenet med sin familie.

* En 32-årig mand er anholdt og vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør.

* Det er uvist, hvad han sigtes for. Der er foretaget flere anholdelser, men politiet har ikke ønsket at uddybe dette.

* Filippa forsvandt lørdag, efter at hun havde delt aviser ud i Kirkerup syd for Slagelse.

* Pigen færdiggjorde sin avisrute lørdag klokken 11.30, og samme tidspunkt ringer hun til faren og siger, at hun var på vej hjem.

* Derefter har familien ikke hørt fra hende, fortalte faren lørdag til Ekstra Bladet.

* Familien fandt efterfølgende ifølge faren den 13-åriges cykel, taske og telefon i vejkanten.

* Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste pigen med navn og billede lørdag kort før klokken 16.00.

* Søndag morgen havde politiet modtaget op mod 600 henvendelser fra borgere, der havde videooptagelser og andre oplysninger i sagen.

* Søndag formiddag udtalte politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, at man arbejdede ud fra en teori om, at der er sket en kriminel handling.

* Politiet har søndag haft afspærret et hus og desuden afspærret en vej for gennemkørsel i Kirkerup.

Kilde: Politiets pressemøde, Twitter, Ekstra Bladet, sn.dk, TV 2, pressemeddelelse fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, B.T. og Ritzau
Powered by Labrador CMS