Mindst 130 døde i kraftigt jordskælv

Derudover er omkring 250 blevet kvæstet

Udgivet Opdateret

Et jordskælv på 6,1 har tidligt onsdag kostet mindst 130 mennesker livet i Afghanistan, siger en embedsmand i Kabul til Reuters.

Myndighederne siger, at omkring 250 mennesker er blevet kvæstet.

Antallet af dræbte og sårede kan stige.

Kraftige rystelser

Skælvets epicentrum var nær den pakistanske grænse omkring 44 kilometer fra byen Khost i 51 kilometers dybde, rapporterer den amerikanske overvågning Geological Survey.

- Kraftige og langvarige rystelser i Kabul, skriver en indbygger i den afghanske hovedstad på en hjemmeside ved Det Europæiske Seismologiske Middelhavscenter (EMSC).

- Det var voldsomt, siger en indbygger i den nordvestlige pakistanske by Peshawar.

Jordskælv er Jordens plader der tørner sammen

Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:

* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.

* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.

* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.

* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.

* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.

* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.

* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.

* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.

* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.

* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.

Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

119 millioner mærkede det

Omkring 119 millioner mennesker i Pakistan, Afghanistan og Indien kunne mærke skælvet, skriver EMSC på Twitter.

Fotografier i afghanske medier viser huse, der er reduceret til murbrokker.

Her er de omkommet

Lederen af Taliban-regeringens katastrofeministerium, Mohammad Nassim Haqqani, siger, at der er omkommet flest i provinsen Paktika. Her er antallet af omkomne omkring 100, mens antallet af kvæstet er på mindst 250.

Yderligere 25 er omkommet i Khost, mens fem er døde i Nangarhar provinsen.

Der er ikke umiddelbart rapporter om dræbte og sårede eller større ødelæggelser i Pakistan.

Kæmper i forvejen med krise

Skælvet ramte Afghanistan i en periode, hvor landet kæmper med en dyb økonomisk krise i kølvandet på Talibans magtovertagelse i august, da en amerikansk-ledet international styrke var blevet trukket ud af landet efter to årtiers krig.

Som reaktion på den islamistiske bevægelses magtovertagelse har mange af verdens regeringer indført sanktioner mod Afghanistans banksektor og stoppet milliarder af dollar i udviklingshjælp til det tilbagestående land.

Powered by Labrador CMS