Motorcyklist i ulykke: Blæste promillen op over 2,0

En blodprøve skal nu fastslå den nøjagtige promille

Udgivet

En 59-årig mandlig motorcyklist kørte torsdag aften galt i et solouheld, da han kom kørende på Grenaavej i Auning med høj fart.

Den høje fart var ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi medvirkende til, at den 59-årige mand mistede herredømmet over sit køretøj og kurede et stykke hen ad asfalten sammen med sin motorcykel.

Ved politiets ankomst til stedet virkede manden tydeligt påvirket af alkohol, og da han over to omgange efterfølgende blæste i et alkometer med et promilleresultat på over 2,0 begge gange, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel.

På grund af den høje promille blev mandens motorcykel også beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

En blodprøve skal nu fastslå, hvad motorcyklistens promille var.

Powered by Labrador CMS