Niårig ringer 112: Jeg er blevet borført

En engelsktalende dreng ledte betjente til en adresse i Holbæk

Det helt store alarmberedskab blev tirsdag aften sat i gang, da alarmcentralen modtog flere mystiske opkald fra en mobiltelefon i Holbæk. 

I røret var en engelsktalende dreng, som gav operatørerne et indtryk af, at han var blevet bortført. 

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten. 

Måtte spore telefonen

Klokken 20.43 blev politiet underrettet, og et større teknisk efterforskningsarbejde gik i gang. Betjente kunne konstatere, at der var tale om en mobiltelefon med et afmeldt mobiltelefonnummer. 

Det lykkedes at lokalisere telefonen til den nordlige del af Holbæk, hvor indehaveren viste sig at være en 41-årig mand, hvis søn havde skaffet sig adgang til hans telefon. 

Ankom til familiens adresse

Sønnen havde lavet opkaldene som "telefonfis". Betjentene, som ankom til familiens adresse, tog en alvorssnak med både far og søn. 

Det viste sig, at ingen havde været i fare på noget tidspunkt i forbindelse med opkaldene. Da drengen er under den kriminelle lavalder, bliver han heller ikke straffet for at have foretaget opkaldene. 

Powered by Labrador CMS