Nu sætter Mette ord på tragedien

Statsministeren omtaler skudangrebet som "det værst tænkelige mareridt"

Udgivet Opdateret

Vi har været udsat for et "ualmindeligt brutalt angreb". 

Det udtaler Mette Frederiksen på et pressemøde mandag formiddag. 

Aftenen udviklede sig til det værst tænkelige mareridt for børn, unge, voksne, familier, som var på vej til koncert og ude og starte sommerferien, lyder det fra statsministeren.

Det tragiske skudangreb står i skærende kontrast til de glædelige begivenheder - såsom Roskilde Festival, Tour de France og DGI Landstævne - som er løbet af stablen i Danmark i weekenden. 

Måske har vi aldrig før oplevet så stor en kontrast, påpeger Mette Frederiksen. 

- På et splitsekund stoppede festen og glæden, og det værst tænkelige mødte os, siger hun på pressemødet.

Vil ikke spekulere i motiv

Statsministeren sender en tak til beredskabet for deres indsats.

Og hun opfordrer alle til at søge krisehjælp, hvis man har brug for det, og anbefaler, at man besøger Justitsministeriets hjemmeside for at få flere informationer.

Det er for tidligt at spekulere i gerningsmandens motiv, og hvad der ligger bag forbrydelsen, mener Mette Frederiksen.

Statsministeren vil heller ikke tage hul på de relevante diskussioner, der vil opstå omkring de våben, der er blevet brugt, samt psykiatrien.

– Dem (diskussionerne, red.) skal vi tage, men i dag skal vi mindes ofrene, vise vores sympati og opbakning og passe på alle, der har været involveret, lyder det.

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i kølvandet på det tragiske skudangreb i Field's i København.
Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i kølvandet på det tragiske skudangreb i Field's i København.
Powered by Labrador CMS