Omstridt imam har børn med kusine

Men han lod som om de var naboer og ikke partnere og samboende, vurderer Retten i Aarhus

Udgivet Opdateret

Fængselsdom for socialt bedrageri og forsikringssvindel

Imam Oussama El-Saadi idømt et år og tre måneders betinget fængsel for socialt bedrageri.

Desuden tre måneders ubetinget fængsel for forsikringssvindel, anker dommen til landsretten.

Samlet uberettiget udbetalt støtte på 738.000 kroner fra Aarhus Kommune og Udbetaling Danmark.

Anklagemyndigheden anker også sagen for at ændre straffens længde og gøre den delvist ubetinget.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den fremtrædende imam og formand for Grimhøjmoskeen i Aarhus, Oussama El-Saadi, vil anke en fængselsdom for socialt bedrageri og forsikringssvindel til landsretten.

Det fortæller han torsdag til B.T.

Imamen blev ved Retten i Aarhus onsdag idømt en straf på et år og tre måneders betinget fængsel for socialt bedrageri. 

Desuden blev han idømt tre måneders ubetinget fængsel for forsikringssvindel.

Lænsede offentlige kasser

Retten vurderede, at Oussama El-Saadi over en fireårig periode mellem 2018 og 2022 havde været samboende med sin kusine og deres fire fælles børn. På papiret var han dog nabo til kusinen og børnene.

Det betyder, at imamen og hans kusine over en årrække uberettiget har fået tilkendt og udbetalt førtidspension, boligstøtte, ekstra børnetilskud og økonomisk friplads, skriver Århus Stiftstidende.

Imam og formand for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadi, og hans kusine blev onsdag idømt 15 måneders fængsel for socialt bedrageri. Retten fandt, at imamen havde boet sammen med sin kusine og deres fire fælles børn i en periode på fire år, selv parret havde indgivet andre oplysninger til myndighederne. (Arkivfoto).

738.000 i uberettiget støtte

I alt har parret uberettiget fået udbetalt 738.000 kroner for meget i støtte fra Aarhus Kommune og Udbetaling Danmark.

Også imamens kusine blev onsdag ved Retten i Aarhus idømt en betinget fængselsstraf på 15 måneder for socialt bedrageri.

Stærkt utilfreds

Oussama El-Saadi er stærkt utilfreds med dommen. Det fortalte han onsdag aften til Jyllands-Posten.

- Jeg synes, at den sag er fuld af fejl. Det er uretfærdigt, og der er masser af ting, som ikke hænger sammen. 

Der er ikke noget bevis eller noget, men det vil jeg først tale mere om, når vi er færdige med hele sagen, sagde han til mediet.

Anklagemyndighed anker også

Også Anklagemyndigheden er utilfreds og valgte allerede onsdag at anke sagen til landsretten.

Det er dog straffens længde som myndigheden ønsker ændret. Ligesom den vil have gjort dommen delvist ubetinget, skriver Århus Stiftstidende.

Anklagemyndigheds bevisførelse byggede blandt andet bankkonti, sms'er og en ransagning af de to lejligheder.

Powered by Labrador CMS