Overhældte liget af Maria med 45 liter syre
Præst købte syre og gjorde andre forberedelser inden drab
Sognepræst Thomas Gotthard planlagde med indkøb af kemikalier og andre remedier drabet på sin hustru Maria From Jakobsen.
Det fremgår af en retsmødebegæring, som tirsdag er blevet omdelt i retten.
- Alle forhold erkendes, lyder det fra forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen.
Retsmødebegæringen er udarbejdet efter et mere end seks timer langt retsmøde, hvor Thomas Gotthard har forklaret sig over for dommer Betina Heldmann.
Forberedte drab
Af det omdelte dokument fremgår det, at præsten dræbte sin kone med et slag med en sten, hvorefter han forhindrede hende i at trække vejret.
Men allerede en uge inden drabet begyndte han at forberede sin udåd.
Han undersøgte, hvilke væsker der var særligt ætsende. Og to dagen inden drabet købte han litervis af saltsyre i byggemarkedet Jem og Fix.
På det tidspunkt havde han allerede anskaffet sig en fodertønde.
Den brugte han til at opbevare Maria From Jakobsens afdøde krop i, efter at han havde slået hende ihjel.
Hældte syre over liget
Tønden gemte han i første omgang i et skur på bopælen i Frederikssund, men allerede natten efter drabet den 26. oktober kørte han tønden væk.
Den blev bragt til en forladt landejendom i Ølstykke. Her overhældte han liget med 45 liter saltsyre og ni kilo kaustisk soda.
Nogle dage senere, den 2. november, transporterede han liget til Finns Jaghytte i Sundbylille. Her begravede han liget, men et par dage efter gravede han det op igen.
Parterede og brændte ligdele
Han parterede kroppen i flere dele, som blev anbragt i to mindre fodertønder. Dem transporterede han i dagene efter til et sted kaldet Fjordhytten i Roskilde.
Her brændte han kropsdelene af i en zinkbalje.
Han begravede nogle af de afbrændte knogler i Hagerup ved Sundbylille.
Kuldsejlet ægteskab
Anklager Anne-Mette Seerup læser tirsdag eftermiddag rettens referat af den forklaring, som Thomas Gotthard afgav tidligere på dagen op.
Sognepræsten har forklaret om et ægteskab, der af flere grunde var på vej mod forlis. Maria From Jakobsen havde det svært psykisk, og han selv havde haft en affære til en kvinde, som han havde mødt via sit arbejde.
Sagen mod den drabstiltalte præst Thomas Gotthard blev fra klokken 16.15 ført som en såkaldt tilståelsessag.
I den forbindelse har pressen fået omdelt en såkaldt retsmødebegæring.
Tidligere tirsdag nægtede Thomas Gotthard at udtale sig ved et offentligt retsmøde ved Retten i Hillerød om drabet på hans hustru Maria From Jakobsen.
Et drab, han tidligere har tilstået under en politiafhøring.
Det fik dommer Betina Heldmann til at lukke dørene til retsmødet.
Hun mente, at det ville "hindre sagens oplysning", som det hedder i retsplejeloven, hvis Gotthard ikke afgiver forklaring over for retten tirsdag.
Jordiske rester fundet efter måneder
Maria From Jakobsen blev i efteråret meldt savnet af et familiemedlem. Efter nogle uger blev hendes mand, Thomas Gotthard anholdt og fængslet. Politiet havde dog ikke fundet noget lig.
Inden sommerferien meldte Nordsjællands Politi imidlertid ud, at man havde fundet "jordiske rester" fra Maria From Jakobsen, og at man dermed var sikker på, at hun var død. På det tidspunkt var der allerede rejst tiltale for drab og bortskaffelse af lig.

