Pakkebud holdt fanget i halvanden time

Dommer i Viborg har besluttet at fængsle den ene af to mænd, der sigtes for frihedsberøvelse og røveri

Udgivet Opdateret

Et pakkebud blev lørdag truet med kniv og frihedsberøvet, da to mænd satte sig i mandens varebil i Salling-området og kørte med ham til Randers.

Den sigtelse er søndag blevet præsenteret for en dommer i Retten i Viborg, oplyser en anklager fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Pakkebuddet var ude på en opgave, da han angiveligt blev passet op lørdag eftermiddag og pludselig fik uønsket selskab.

Nægter sig skyldig

I grundlovsforhøret nægtede begge mænd, der er henholdsvis 22 og 27 år, sig skyldige, oplyser specialanklager Søren Kløvborg Lausten.

Den ene mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn.

Dørene blev lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning. Derfor kan specialanklageren ikke give oplysninger om, hvad de to sigtede har forklaret.

Midt- og Vestjyllands Politi skal nu efterforske videre i en usædvanlig sag om frihedsberøvelse af et pakkebud, som også ifølge sigtelsen blev udsat for røveri. (Arkivfoto).
Midt- og Vestjyllands Politi skal nu efterforske videre i en usædvanlig sag om frihedsberøvelse af et pakkebud, som også ifølge sigtelsen blev udsat for røveri. (Arkivfoto).

Halvanden time

Frihedsberøvelsen stod på i cirka halvanden time, fremgår det af sigtelsen. De to sigtes også for at have begået røveri for at få fat i et tv i varebilen.

Ingen af de to mænd kærede dommerens kendelse til Vestre Landsret.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Powered by Labrador CMS