Par dømt for at give dommer buksevand

Under en voldssag hældte et par vand ud over anklagerens og dommerens stole, da de var alene i retssalen

Det var her i Retten i Aalborg, at parret valgte at hælde vand ud over dommerens og anklagerens stole
Det var her i Retten i Aalborg, at parret valgte at hælde vand ud over dommerens og anklagerens stole
Udgivet Opdateret

Man må ikke give dommeren og anklageren i en retssag buksevand.

Det har Vestre Landsret mandag slået fast, da den dømte et par for at gøre netop det.

I byretten blev de frifundet for samme forhold.

I august 2020 var parret mødt op i Retten i Aalborg, hvor manden var tiltalt for vold mod kvinden.

Sammen om 'lærestreg'

Inden retsmødet gik i gang, var de alene i retssalen. 

Her talte de om, at anklageren og dommeren skulle have en lærestreg, og de besluttede som en slags spøg at give dem buksevand.

Mens den nu 41-årige mand holdt vagt, sjaskede kvinden, som i dag er 27 år, derefter vand ud over de to stole.

- Det betød, at anklageren og dommeren fik våde bukser, da de satte sig, og stolene måtte skiftes ud, fortæller Bjørn Larsen, der mødte for anklagemyndigheden i sagen mandag.

Mildere paragraf

Parret var tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 a. 

Den handler om at krænke en tjenestemands fred ved "at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten".

Det straffes med bøde eller fængsel i indtil to år.

Et flertal af dommerne i Vestre Landsret frifandt dem dog for overtrædelse af 119 a. 

I stedet besluttede de at dømme dem for overtrædelse af den noget mildere paragraf 121.

Den handler om at overfalde tjenestemænd med "hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale" og straffes med bøde eller fængsel indtil et år.

30 og 60 dage

Parret endte med at få 30 og 60 dages fængsel, men de blev også dømt for berigelseskriminalitet, så det er uvist, hvad straffen for buksevand lyder på.

- Der er tale om et bødeforhold, så straffen bliver absorberet af de alvorligere forhold om berigelseskriminalitet, siger Bjørn Larsen.

Powered by Labrador CMS