Plakatfuld kørelærer standset under køretime

Ikke noget godt forbillede

Udgivet

En østjysk - nu tidligere - kørelærer kommer næppe igen til at hegle kommende bilister gennem færdselstavler og trepunktsvendinger.

Det skriver lokalavisen.dk.

For kørelæreren overtrådte alle regler groft, da han blev stoppet for seks måneder siden  på Ringboulevarden ved rundkørslen ved Mariagervej i Randers.

Rutinekontrol

Det var en af færdselspolitiets rutinekontroller, der blev endestationen for kørelæreren.

Han havde en køretime med en elev sent om aftenen og havde ikke medbragt lektionsplanen, som betjentene indledningsvis spurgte efter.

Lugtede af sprut

Betjentene kunne ikke undgå at bemærke, at kørelæreren lugtede af sprut.

En alkometertest gav udslag langt over det tilladte.

En efterfølgende blodprøve viste en promille på 1,54, og kørelæreren fik sit kørekort midlertidigt inddraget.

Blev ved med at have lektioner

Trods det manglende kørekort fortsatte kørelæreren sin beskæftigelse som kørelærer.

Han er at regne for føreren af bilen, når han sidder i passagersædet og har elever, så det var forbudt for ham at have køretimer med elever, men det fortsatte han med trods flere advarsler.

Bilen konfiskeret

Torsdag mistede kørelæreren bilen, der blev konfiskeret med henblik på salg på auktion.

Konfiskationen var kulminationen på en straffesag, der blev afgjort ved Retten i Randers torsdag.

Her var den 55-årige kørelærer foruden spritkørsel og kørsel i frakendelsestiden blandt andet tiltalt for at have ladet flere elever gå op til køreprøven, selv om de ikke havde fået det lovpligtige antal køretimer.

 

Powered by Labrador CMS