Politianmelder stor internetudbyder
Fastspeed meldt til politiet
Internetudbyderen Fastspeed er blevet meldt til politiet.
Det er Forbrugerombudsmanden, der står bag anmeldelsen, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt tirsdag.
Fastspeed er politianmeldt for at sende breve med vildledende markedsføring til forbrugere.
Præsenteret som vigtig information
I perioden 12. december til 24. januar sendte Fastspeed breve ud til 178.731 husstande med husstandens adresse trykt i ruden på kuverten, som om det var et personligt brev.
På kuverten stod der:
”VIGTIGT: Information omkring din internetforbindelse. Venligst læs mere i vedlagte information”.
Men de 178.000 breve indeholdt alene reklame for Fastspeeds internetabonnement.
Yderligere breve med teksten ”VIGTIGT: Nyhed angående internet til din husstand. Venligst læs mere i vedlagte information”, blev udsendt til 19.426 husstande den 10. marts 2025.
Også disse breve var stilet direkte til husstanden og indeholdt alene reklame.
Vildledende
29 forbrugere har efterfølgende klaget til Forbrugerombudsmanden efter at have modtaget brevene.
Om politianmeldelsen siger Forbruger ombudsmand, Torben Jensen.
- Virksomheder skal naturligvis give klar og sandfærdig information til forbrugerne. Når virksomheder i strid med sandheden præsenterer reklame som ”vigtig information”, er det efter vores opfattelse klart vildledende.
Hvis sagen kommer for retten og Fastspeed kendes skyldig, ender det med en bødestraf til internetudbyderen.