Politiet melder nyt ud om hotel-drabet i nat

Natten til tirsdag har en mand kontaktet politiet og indrømmet et drab samme nat. En udenlandsk mand er død

Udgivet Opdateret

En 42-årig udenlandsk mand er natten til tirsdag fundet død på et hotel i Sydhavnen.

En anden mand er anholdt i sagen.

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.

Det var den formodede gerningsmand selv - en 33-årig mand - som lidt før klokken 03 natten til tirsdag henvendte sig til politiets station Bellahøj og fortalte, at han tidligere samme nat havde slået en person ihjel på et hotel.

- Patruljer kørte straks til stedet, hvor en afdød person blev fundet på et af hotellets værelser, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Fandt sted på hotelværelset

Det er en 42-årig udenlandsk mand.

Politiet nævner ikke mandens nationalitet, eller om han og den 33-årige kendte hinanden.

Det er politiets formodning, at drabet fandt sted i hotelværelset, og en efterforskning af det formodede gerningssted er tirsdag indledt. 

Politiet er til stede på Hotel Scandic Sydhavnen i København tirsdag morgen, efter af en person natten til tirsdag blev fundet død på hotellet.

Lidt før klokken 09 arbejder politiet fortsat på stedet.

Tager sagen meget alvorligt

Meget er endnu uvist om drabet. Foruden relationen mellem den sigtede og drabet drejer det sig om, hvornår det skulle have fundet sted, hvorfor, hvordan og hvem de to involverede nærmere er.

- Vi tager sagen meget alvorligt og efterforsker den, sagde vagtchef Jonathan Wald tidligt tirsdag morgen.

Han afviste i samme forbindelse at give flere oplysninger i sagen.

Kræver varetægtsfængsling

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi vil have den 33-årige mand varetægtsfængslet i sagen, men det er tirsdag morgen endnu uvist, hvornår der skal afholdes et grundlovsforhør.

Det skal ske inden for 24 timer efter anholdelsen.

Ifølge TV 2 er den sigtede mand dansk. 

Hotel Scandic

Mediet skriver også, at det drejer sig om Hotel Scandic i Sydhavnen. 

Det bekræfter hotellet over for Ritzau.

- Alle berørte er tilbudt professionel hjælp nu og videre i forløbet. Vi har en krisepsykolog på stedet, oplyser Scandics distriktschef Ole Høgh i en skriftlig udtalelse.

Ingen af de øvrige gæster behøver at flytte værelse som følge af sagen.

Sydhavnen er et kvarter i København. Det ligger syd for Valby og fører med Sjællandsbroen videre til Amager.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS