Politikommissær: Det er alvorligt
Mor og datter brugte børn til narkosmugling
Med tre mindreårige børn på bagsædet forsøgte to kvinder ifølge politiet at smugle 38 kilo kokain over den danske grænse.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
- At bruge sine børn som statister for at dække over så grov en kriminel handling er noget, vi ser på med meget stor alvor, og der er sket en indberetning til de sociale myndigheder, siger politikommissær Michael Andreassen i et skriftligt svar.
Skjult rum i familiebil
Politikredsen anholdt i går de to kvinder, der er en mor og datter på 45 og 23 år, på den københavnske vestegn.
Stofferne blev fundet i et skjult rum i familiebilen.
De to kvinder er sigtet for at have indført kokainen med henblik på at videreoverdrage narkoen til et større antal uidentificerede personer.
Kvinderne fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk mandag formiddag.