Promille på over 2: Tog bilnøglerne fra spritstiv kvinde

Handlekraftig mand stoppede stangstiv kvinde - og tilkaldte politiet

Udgivet Opdateret

En handlekraftig 33-årig mand tog tirsdag resolut bilnøglerne fra en tydeligt beruset kvinde og sørgede for, at tilkalde politiet.

Og det var nok meget godt, for da kvinden blæste i politiets alkometer slog den ud med en promille på over 2,0.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet fik anmeldelsen tirsdag klokken 12.57.

Da havde den 33-årig mand netop havde taget nøglerne fra en kraftigt spirituspåvirket kvinde, som havde forsøgt at køre fra havnen i Greve.

Den 33-årige havde siddet på en restaurant og spist med sin familie, da en tydeligt beruset kvinde bestilte flere øl. Familien forlod restauranten og bemærkede nu, at kvinden havde sat sig bag rattet og var ved at køre fra havnen.

Tog nøglerne

Den 33-årige mand skyndte sig hen til den påvirkede bilist, som standsede. Han tog nøglerne ud af bilen, så hun ikke kunne køre videre.

Den kvindelige bilist blev ophidset, men den 33-årige fik hjælp fra en medarbejder i iskiosken på havnen, som forsøgte at tale kvinden til ro, mens den 33-årige tilkaldte politiet.

Patruljen kom frem og anholdt bilisten, en 55-årige kvinde fra Solrød, som blæste alkometeret op over 2,0 promille.

Betjentene mistænkte desuden den 55-årige for at være påvirket af euforiserende stoffer, men hun nægtede at medvirke til narkometertesten.

Bilen beslaglagt

Kvinden blev sigtet for narko- og spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt.

Bilen blev beslaglagt, da den høje promille er omfattet af reglerne om vanvidskørsel.

Den 55-årige protesterede over beslaglæggelsen, som retten nu skal vurdere.

Senere når resultatet af blodprøverne kommer, vil den 55-årige høre mere om sagens videre gang. Den endelige konfiskation af bilen skal vurderes, når straffesagen skal afgøres ved retten.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Powered by Labrador CMS