Redder to mand i havet

To kajakroere blev reddet op af vandet ved Aabenraa og flyves på hospitalet, skriver Forsvaret på Twitter

Udgivet Opdateret

To kajakroere er blevet reddet op af vandet ved Barsø, der ligger ved Aabenraa, af en af Forsvarets redningshelikoptere.

Det skriver Forsvaret på det sociale medie Twitter.

Den ene kajakroer er underafkølet, og de flyves begge på hospitalet, fremgår det af tweetet.

Kunne ikke komme op

John Christiansen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller til JydskeVestkysten, at de to kajakroere af ukendte årsager var havnet i vandet og ikke kunne komme op igen eller ind på land.

- De bliver fløjet til Odense Universitetshospital til kontrol, da den ene er underafkølet, fortæller han.

Havde redningsveste på

Han fortæller samtidigt, at de to kajakker er blevet bjærget, at de to roere havde redningsvest på, og at der derfor ikke er nogen politisag i det.

Redningsaktionen fandt ifølge vagtchefen sted omkring klokken 17.30.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS